Landbruget i Grønland

Landbruget udgør fortsat en mindre del af samfundsøkonomien. Erhvervet omfatter fåre- og kvægavl, rensdyravl og gartnerivirksomhed. Den overvejende del af produktionen afsættes på hjemmemarkedet. Eksporten er derfor beskeden og udgør kun ca. 0,1 pct. af den samlede eksport. Vigtigst er eksporten af lamme- og rensdyrkød.

 

Strukturudviklingen i grønlandsk landbrug har igennem flere år været præget af et fald i antallet af bedrifter år for år. Ved udgangen af 2012 var der 46 bedrifter i Grønland. Det er en nedgang på 22 pct. på 10 år. Over halvdelen af landets bedrifter findes i Narsaq distriktet, jf. figur 10.1. Bedrifterne drives fortrinsvis af enkelte familier.

 

Figur 1. Landbrugsbedrifter fordelt efter distrikter

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

I 2012 udgjorde det samlede landbrugsareal 1.091 hektar inkl. arealet på de ikke-aktive brug. Hertil kommer ca. 242.000 hektar i form af fjeldafgræsningsarealer. En mindre del af det dyrkede areal – ca. 10 hektar – anvendes til produktion af kartofler og andre grøntsager. Langt den overvejende del af landbrugsarealet – ca. 1.081 hektar – dyrkes imidlertid med henblik på produktion af vinterfoder i form af wraphø.

 

Gennemsnitsstørrelsen på en bedrift var 22,7 hektar i 2012. Det er væsentligt mindre end i Danmark, hvor den gennemsnitlige bedrift i 2012 havde et jordtilliggende på 66 hektar. Knap 68 pct. af det samlede dyrkede areal findes i Narsaq distriktet, jf. figur 10.2.

 

Figur 10.2. Landbrugsarealet fordelt efter distrikter

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Det grønlandske landbrug er hovedsagelig baseret på fåreavl med ca. 20.107 moderdyr i 2012 fordelt på 44 bedrifter. På syv bedrifter findes en blandet drift af fåre- og kvægavl baseret på ca. 98 Dexter kødkvæg, jf. figur 10.3.

 

På to bedrifter produceres kød af tamrener: Isortoq Reindeer Station i Qaqortoq distriktet samt Tuttutooq i Narsaq distriktet. Den største bedrift, Isortoq, slagter ca. 800-1.000 tamrener årligt på eget slagteri. Slagteriet lever op til kravene for eksport til EU. Isortoq Reindeer Station har desuden autorisation til trofæjagt på tamrener. Den faste avlsbestand udgør ca. 3.000 tamrener.

 

Figur 10.3. Landbrugets produktionsdyr 2011

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Figur 10.4 viser udviklingen i landbrugets husdyrhold i form af specialiseringen på de enkelte bedrifter i forhold til får, tamrener og kvæg.

 

Siden 2000 har avlen med tamrener været stabil med to bedrifter svarende til 3-4 pct. af alle bedrifter. Over 80 pct. af alle bedrifter beskæftiger sig fortsat udelukkende med fåreavl. Figuren viser imidlertid, hvordan en stigende andel af bedrifterne vælger et mere alsidigt landbrug baseret på både får og kvæg. I 2012 var syv bedrifter svarende til 13 pct. af alle bedrifter således beskæftiger med både fåre- og kvægavl.

 

Figur 10.4. Specialiseringsgrad

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Fåreavlen har udviklet sig fra ekstensiv til intensiv produktion. Gennem årene er der investeret kraftigt i udbygningen af infrastrukturen i fåreholderdistriktet. Der er opført moderne driftsbygninger, og produktionen af grovfoder er øget for at sikre forsyningen gennem strenge vintre. Import af kraftfoder er dog fortsat nødvendigt.

 

Ved udgangen af 2012 havde kun én fåreavler mindre end 100 moderfår. Dermed har fire fåreavlere med mindre end 100 moderfår valgt at stoppe produktionen siden udgangen af 2010. Størstedelen af fåreavlerne har 100-500 moderdyr. Siden 2000 er antallet af fåreavlere med 100-500 moderdyr dog faldet markant fra 42 i 2000 til 26 i 2012.

 

De største bedrifter med mere end 500 moderfår er til gengæld steget jævnt hen over årene. Ved udgangen af 2012 havde 17 fåreavlere mere end 500 får. Det er en fordobling i forhold til 2000, jf. figur 10.5.

 

Figur 10.5. Fåreavlere fordelt efter besætningsstørrelse

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug

 

Selvstyret yder tilskud til indhandling samt etableringsstøtte til fåreavlere. Siden 2004 har selvstyret ydet tilskud til drift af slagterierne. I en rapport fra 2004 om nødvendige landbrugspolitiske tiltag skønnes det, at rentabiliteten i slagterierne opnås ved indhandling af 25-26.000 slagtelam årligt.

 

Produktionen af slagtelam har generelt været stigende. Tørre somre med mindre regn i 2008, 2009, 2011 og 2012 har imidlertid resulteret i en reduceret produktion af foderenheder til såvel afgræsning som vinterfoder. Det har resulteret i lavere slagtevægt på slagtelammene.

 

I figur 10.6 vises den samlede produktion af lammekød i perioden 2001-2012 samt den gennemsnitlige slagtevægt pr. lam. Den samlede produktion af lammekød var på 322.620 kg i 2012. Det fremgår, hvordan den gennemsnitlige slagtevægt faldt i 2008, 2009, 2011 og 2012 som følge af sommertørke. Lammekødet afsættes først og fremmest på hjemmemarkedet.

 

Figur 10.6. Produktion af lammekød i alt samt gennemsnitlig slagtevægt pr. lam

Kilde: Konsulenttjenesten for Landbrug